Kurv
Min Side

Lys op i mørket

I takt med at vi går en mørkere tid i møde, er det vigtigt, at både børn og voksne er synlige i trafikken. Men det er ikke kun i de mørke timer, du skal gøre dig synlig - Det er fx en god idé, hvis du har tøj med pangfarver.

Publiceret 1. oktober 2021

Er du gående, løbende, på cykel eller løbehjul, er du det, vi kalder en blød trafikant (du kan blive ramt direkte uden beskyttelse), og konsekvenserne ved en ulykke kan være fatale. Derfor anbefaler vi, at du og din familie bruger reflekser og pangfarver i trafikken både om dagen, og når det er mørkt. 

Bliv set af bilisten, og nedsæt risikoen for påkørsel
Pangfarver og reflekser i trafikken er med til at gøre dig synlig for bilisterne om dagen, og når det er mørkt. Undersøgelser viser, at iøjnefaldende påklædning, som en pangfarvet jakke eller vest, kan nedsætte risikoen for at blive involveret i en ulykke med 48 %.

Du kan med fordel tænke i trafiksikkerhed og synlighed, når du køber tøj, du vil bruge i trafikken. Man skulle umiddelbart tro, at ulykker sker, når det er mørkt, men faktisk sker 8 ud af 10 cykelulykker i dagtimerne. Husk derfor at tage tøj på med pangfarver også om dagen.

Du kan fx købe

  • Refleksjakke/vest
  • Pangfarvet overtræk til cykelhjelm eller rygsæk med reflekser
  • Løse reflekser til tasken, anklen, jakken mv.
  • Gode cykellygter, som nemt skal kunne ses 300 meter forfra og bagfra
  • Reflekser til cyklen: En hvid foran, en rød bagpå og to gule på hver pedal, gul refleks i egerne eller hvide reflekterende dæk eller fælgsider.
  • Refleksgarn. Strikker du selv handsker, huer, tørklæder mm., kan du bruge refleksgarn eller garn med reflekstråd. Du kan finde garn i din garnbutik
  • Tjek løbende dine reflekser på tøj og tasker med en lygte. Refleksens funktion bliver nedsat af vådt vejr og tøjvask.

Reflekserne skal være godkendte og lysene i orden
Brug reflekser i skumringstid og i de mørke timer, sammen med lys på cyklen og tøj i pangfarver. Tænk i det hele taget trafiksikkerhed, når du køber hhv. cykel, løbehjul, løbe og udendørstøj.

Med en lille indsats kan du øge din synlighed i trafikken betragteligt. Refleksbrikker og refleksbånd skal være mærket med EN 13356, enten på pakken eller på selve refleksen. Refleksveste skal være godkendt og mærket med EN 471, EN 20 471 eller EN 1150.

Mere om sikkerheden
Rådet for Sikker Trafik har lavet film til dig, så du kan se forskellen med og uden refleks og pangfarver. Du kan også læse mere om sikkerhed i trafikken på cykel, på gåben eller i bil på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.

Er du dækket af en ulykkesforsikring?

Vidste du, at dit barn ikke er dækket af skolens eller institutionens ulykkesforsikring? Du skal have en separat ulykkesforsikring til dit barn.

Læs om vores ulykkesforsikring