5 tips til et sundt indeklima

Kan du sætte flueben ved de 5 tips herunder? Så gør du dit indeklima glad og er med til at påvirke både din egen, din families og hjemmets sundhed. 

1) Lufter du regelmæssigt ud – også om vinteren?

Du skal gerne lufte ud minimum tre gange om dagen og skabe gennemtræk i dit hjem. Nå du lufter regelmæssigt ud, undgår du, at fugtigheden bliver for høj.

De færreste ved, at vinteren er den tid på året, hvor det er vigtigst at lufte ud. Det kolde vejr betyder nemlig, at husets vægge bliver køligere, og det danner bedre vilkår for fugt i boligen. Dette kan du minimere ved at lufte ud.

Men, selvom det kan være fristende så at sætte vinduer på klem hele dagen, er dette ikke den rigtige løsning. Lav i stedet gennemtræk 2-3 gange om dagen, i korte perioder på 5-10 minutter ad gangen. På den måde undgår du at nedkøle indvendige vægge, og derved slipper du for kondens på vægge og vinduer. I den forbindelse er det samtidig vigtigt delvist at lukke udluftningskanaler og ventiler i vinterhalvåret.

2) Tørrer du tøj med omhu?

Har du ikke mulighed for at tørre tøj udendørs eller tumble dit vasketøj? Så kan du vælge at hænge det til tørre i badeværelset, hvor du skal sikre, at der er god ventilation og holde døre lukket til de omkringliggende rum.

3) Undgår du skiftende temperaturer?

Skiftende temperaturer kan medføre en øget mængde kondens i det pågældende og de omkringliggende rum. Sørg for at have en fast og varm temperatur i hele boligen. Det er med til at modvirke en høj luftfugtighed.

4) Undgår du fugt fra badeværelset?

Vi bader i gennemsnit over 6 minutter ad gangen. Det er ofte varme bade, som giver en masse fugt. Det er vigtigt, at du under og efter badet holder døren lukket til badeværelset, så fugten ikke breder sig til andre rum.

5) Tænder du emhætten?

Får du ikke skiftet luften under madlavning kan damp og fedtstoffer sætte sig i køkkenet og i de omkringliggende rum. Sørg for at tænde emhætten, når du laver mad. Har du ikke en emhætte, er det vigtigt at åbne for vinduerne omkring komfuret og holde dørene lukket til de omkringliggende rum.

Vi bruger op mod 90 % af vores liv indendørs – og dit indeklima kan i høj grad påvirke dit helbred. De mest hyppige sundhedsmæssige konsekvenser er irriterede øjne, hoste, hovedpine, træthed og allergi. I boligen er råd og skimmelsvamp de primære konsekvenser af et dårligt indeklima.

 

November 2020